Lokal-dreng gav Juventus sejr over Inter

Claudio Marchisio har spillet for Juventus siden han var syv år gammel, og lørdag blev den 23-årige midtbanespiller for alvor lokalhelt i Torino, da han satte sejrsmålet ind mod Serie A's tophold Inter. Det var blot Inters andet nederlag i sæsonen.

Sejren betyder, at Juventus fornyer spændingen i toppen af Serie A, hvor Torino-klubben indtager tredjepladsen, mens Inter forsat er nummer ét. Med sejren fik Juventus reduceret Inters forspring til fem point.

Juventus fik en god start på kampen, da Felipe Melo efter 19 minutter sørgede for en føring. Glæden varede dog kun i fem minutter, inden Samuel Eto'o havde udlignet. Sejrsmålet faldt midt i anden halvleg, hvor Claudio Marchisio lynhurtigt opsnappede en ripost foran det lille felt, afdriblede en forsvarspiller og løftede bolden over en ikke helt sagesløs Júlio César i Intermålet.

Med 10 minutter igen erstattede Christian Poulsen matchvinder Marchisio for at forsvare føringen. Fem minutter før tid blev Juventus målscorer fra første halvleg, Felipe Melo, udvist. Men Inter formåede ikke at udnytte overtallet til for alvor at presse Christian Poulsen og co i de sidste minutter af kampen.

Inter må samtidig se AC Milan rykke tættere på i tabellen, efter Milan tidligere lørdag sikkert vandt 3-0 på hjemmebane over et af de andre tophold Sampdoria. Sejren blev grundlagt på en imponerende første halvleg, hvor Milan allerede efter to minutter var foran med 1-0, og efter 23 minutter var stillingen såmænd 3-0. Marco Borriello, Clarence Seedorf og Alexandre Pato scorede for værterne.

/ritzau/

Juventus hænger for alvor på i toppen af Serie A, efter hjemmesejr på 2-1 over førerholdet Inter. Sejrsmålet blev sat ind af lokalhelten Claudio Marchisio.

Offentliggjort Sidst opdateret