LOKAL LANDSHOLDSSPILLER: - DET BLIVER EN MEGAFED OPLEVELSE

Rikke Sevecke (nummer 4) var i den danske startopstilling i testkampen mod Brasilien og forventes også at starte, når Danmark åbner EM mod Tyskland i aften. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Falstringen Rikke Sevecke ser frem til sin første slutrunde med Danmark, hvor hun ligner et sikkert førstevalg i treback-kæden, når det går løs mod Tyskland i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

LONDON: - Jeg glæder mig, for det bliver helt sikkert en megafed oplevelse!

Sådan falder ordene fra Rikke Læntver Sevecke, der ser frem til EM-slutrunden med det kvindelige danske fodboldlandshold, der for de rød-hvide begynder i aften med den første puljekamp mod Tyskland.

Rikke Sevecke, der fik sin fodboldopdragelse i B.1921, inden hun som 15-årig tog til hovedstaden, har været en fast bestanddel på det danske landshold igennem flere år og står allerede nu noteret for 38 A-landskampe siden debuten i 2016.

Den 26-årige falstring var dog ikke med til den forrige EM-slutrunde i 2017, hvor Danmark som bekendt nåede finalen og tabte 2-4 til værtsnationen Holland.

En drilsk ankelskade har medført en længere pause stort set uden kampe for Everton i dette forår, men Rikke Sevecke fik comeback i testlandskampen mod Brasilien for to uger siden og var også tiltænkt en plads i startopstillingen i den sidste test mod Norge.

- Men jeg mærkede et lille riv i baglåret under opvarmningen, og så var der ingen grund til at tage nogle chancer, fortæller Rikke Sevecke.

Forsvarsspilleren forsikrer dog, at det ikke er noget alvorligt, og hun har trænet med på lige fod med de øvrige i truppen siden ankomsten til London mandag.

Danmark stiller for det meste op i et 3-4-3 system, hvor Rikke Sevecke er en del af backkæden.

- Jeg spiller der, hvor landstræneren sætter mig, men som højrefodet har jeg det naturligvis bedst i den side af forsvaret, understreger Rikke Sevecke.

Der har som optakt til EM været en del virak omkring Nadia Nadim, efter hun påtog sig en ambassadør-rolle for mændenes VM-slutrunde i Qatar, hvilket har afstedkommet megen kritik.

- Jeg har det fint med Nadim. Hun er en god fodboldspiller, og jeg er glad for på hendes vegne, at hun er tilbage efter en længere skadespause. Og vi har en stærk fasttømret trup, hvor der også er plads til Nadim, fastslår Rikke Sevecke.

Interessen for kvindefodbold er stigende, hvilket Rikke Sevecke også mærker til daglig, når hun optræder i Women's Super League.

- Englænderne er vilde med fodbold, og det mærker man også omkring denne slutrunde, hvor der er udsolgt til flere kampe på de store stadion, fortæller Rikke Sevecke.

Det gælder også Danmarks åbningskamp mod Tyskland, der spilles i det vestlige London på Brentfords hjemmebane, Community Stadium, med plads til godt 16.000 tilskuere.

Det tegner umiddelbart som lidt af en nøglekamp for danskerne, hvis de skal videre til kvartfinalerne i en pulje, der også tæller mesterskabsoutsiderne Spanien og Finland. Kun de to bedste hold går videre.

- Jeg håber og tror på, at vi går videre, siger Rikke Sevecke, der allerede næste sæson kan se frem til en ny stor slutrunde, idet Danmark allerede er kvalificeret til VM, der afvikles i Australien og New Zealand.

Forinden skal hun have sit klubengagement på plads, idet den to-årige kontrakt med Everton udløb med udgangen af juni.

- Jeg vil gerne fortsætte i Everton, også fordi det er danske Brian Sørensen, der overtager posten som cheftræner i den nye sæson, fortæller Rikke Sevecke.

RIKKE SEVECKE

Rikke Læntver Sevecke

Født 15. juni 1996 i Nykøbing F. (26 år)

Forvarsspiller

38 A-landskampe/4 mål

41  ungdomslandskampe/2 mål

Ungdom i B.1921 og Ballerup-Skovlunde

2013-15: Ballerup-Skovlunde

2015-19: Brøndby IF

2019-20: FC Fleuey '91

2020-22: Everton