Lokal talsmand sendte Esbjerg i rekonstruktion
Esbjerg har været på amerikanske hænder siden februar 2021, da holdet lå i 1. division. Aktuelt topper holdet 2. division. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Henry Heiberg er formand, og Jens Hammer er direktør for det firma, der sendte Esbjerg i rekonstruktion.
EfB Ejendom var den kreditor, der fredag begærede fodboldklubben Esbjerg fB i rekonstruktion.
Det skriver fodboldmediet Bold, der har fået aktindsigt i sagen.
Og formand for EfB Ejendom er samme Henry Heiberg, der er talsmand for den lokale styregruppe, som forsøger at samle 50 millioner kroner sammen til en redningsplan.
EfB Ejendom, der blandt andet ejer VIP-faciliteter på Esbjergs hjemmebane, Blue Water Arena, har desuden Jens Hammer Sørensen som direktør. Han er også direktør i Esbjerg fB.
Bolds aktindsigt viser desuden, at EfB Ejendom i skifteretten fredag var repræsenteret af blandt andre advokaten Søren Christensen Volder, som nu er indsat som rekonstruktør.
Paul Conway, manden i spidsen for Pacific Media Group (PMG), der har aktiemajoriteten i Esbjerg fB, kaldte det mandag "vanvid", at klubben er havnet i rekonstruktion, da klubben ifølge ham ikke skylder penge væk.
- Der er kun lånet på otte millioner kroner, som EfB skal betale tilbage til os og dem (ti aktionærer i EfB Ejendom, red.), men forfaldsdatoen på det er først den 1. juni, sagde Conway til Bold.
Rekonstruktøren og kreditorerne mødes efter planen i retten i Esbjerg den 12. marts.
På banen fører Esbjerg 2. division suverænt med 11 point ned til nærmeste forfølger.
Noget af forspringet vil dog blive spist af den pointstraf, som rekonstruktionen fører med sig. Den slags kan koste op til ni point. Den lokale styregruppe føler sig dog overbevist om, at Esbjerg slipper billigere.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde