Lokale brydere klar til VM-styrkeprøve

En forkert bevægelse, en lille åbning kan afgøre en brydekamp. Og den kan afslutte et stævne, man har arbejdet frem mod i måneds- eller ligefrem årevis.

De realiteter er 23-årige Rune Nilsson fra Brydeklubben Thor helt afklaret med, inden han lørdag går på madrassen i Messecenter Herning til det mål, han har arbejdet frem mod i over et år.
- Det bliver afgjort på marginaler, det ved jeg. Men det er på hjemmebane, og jeg er godt forberedt, så det giver en chance for, at de er på min side denne gang, lyder det snusfornuftigt fra den seriøse Thor-bryder.

Han flyttede for et par år siden til Farum for at gå på Team Danmarks elitecenter. Sideløbende med den daglige bryde- og styrketræning arbejder han som lærervikar på en skole i Farum. I år har der desuden været et stort antal turneringer og træningsophold i udlandet med landsholdet.
- Vi har planlagt al træning frem mod det her VM, så det er klart, at det meget gerne skal kulminere lørdag, siger Rune Nilsson, som uden tøven bekræfter:
- Man kan roligt sige, at jeg er i mit livs form.

Den fire år yngre Anders Ekstrøm skal også i kamp i morgen. Han stiller op i 60 kg-klassen.
Som juniorbryder (18-20 år) kommer Anders Ekstrøm med begrænsede forventninger. 
- Jeg skal samle værdifuld erfaring mod nogle gode folk, siger Anders Ekstrøm, som vandt sølv ved ungdoms-EM i 2007, og fortsætter:
 - Jeg vil gøre det så godt, som jeg kan. Og jeg vil være tilfreds, hvis jeg vinder en kamp. Det er klart, at en god lodtrækning er afgørende.

Der er indledende kampe fra kl. 13:00 og finaler fra kl. 19:30. Du kan følge begge bryderes præstationer her på folketidende.dk i løbet af lørdagen.

Foto: Borberg Thomas

Et helt års arbejde måles på få minutters brydning, når Rune Nilsson og Anders Ekstrøm fra BK Thor lørdag træder ind på måtten ved VM i brydning.

Offentliggjort Sidst opdateret