Lokale golfklubber bag fælles eliteprojekt

Vestlollands Golfklub i Halsted og Golfklubben Maribo Sø er gået sammen i et elitært projekt på Lolland: De to klubber har lavet en overbygningsaftale for at tilgodese de bedste golfere i de to klubber.

Golf Team Lolland er navnet på den ny eliteklub, som næste sæson får to mandlige divisionshold - et i 3. division og et andet i 4. division.
De to moderklubber vil begge have hold i Kvalifikationsrækken.
- Projektet er enestående, fordi det er første gang, at Vestlolland og Maribo Sø kan arbejde sammen om et projekt, fortæller Ole Iversen, holdkaptajn for Vestlollands Golfklubs 3. divisionshold sidste sæson.

Ambitionerne i Golf Team Lolland er store - meget store.
- Vi stiler efter dobbelt oprykning allerede i den kommende sæson, således at førsteholdet rykker op i 2. division og andetholdet i 3. division, afslører Kenneth Jørgensen, aktiv spiller i Golfklubben Maribo Sø.

Golf Team Lolland vil udtage en bruttotrup på 18 spillere, og man skulle således være dækket ind over for afbud, idet der skal bruges syv spillere i en match. Der bliver fællestræning på begge baner.

De to lollandske golfklubber Vestlollands Golfklub og Golfklubben Maribo Sø går elitevejen.

Offentliggjort Sidst opdateret