Lokalt motorsports-talent drevet væk af uro

Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da 16-årige Mikkel Mac fra Nykøbing i januar kørte sig til en kontrakt i den prestigefyldte Formel BMW-serie. En løbsserie køres på samme baner og datoer som Formel 1.
Men virkeligheden levede aldrig op til drømmen. Teamet Motaworld viste sig upålideligt på flere områder. Efter weekendens to løb på Hungaroring i Budapest har Mikkel Mac og hans far i samråd med deres sponsorer meddelt det engelske team, at de ikke vil mere.

Beslutningen skyldes eskalerende vanskeligheder gennem sæsonens første fem løb. Første løb i Barcelona blev en resultatmæssig skuffelse, da bilen ikke kørte optimalt. Derpå valgte teamet at fyre dets engineer (en specialmekaniker, der står for bilens setup).
- Teamchefen mente, han kunne gøre det bedre selv, men det viste sig hurtigt, at det ikke var rigtigt, beskriver Mikkel Mac.

I tre løbsweekender måtte talentet gennemgå adskillige frustrationer uden en engineer at arbejde med. Efter to skuffende løb på Nürburgring i weekenden 24.-26. juli tog nykøbingenseren og hans far konsekvensen.
- Vi sendte en mail til teamet, hvor vi skrev, at vi og vores sponsorer ikke ville være med mere, for man kan ikke køre racerløb uden en engineer. Men de skrev tilbage med det samme, at vi kunne køre gratis ved løbet i Ungarn, og de skulle nok skaffe en engineer, fortæller Mikkel Mac.

Det løfte holdt teamet. Og første løb på Hungaroring i Ungarn i weekenden begyndte da også fint for nykøbingenseren. Han kørte sig op fra en startplads som nummer 20 til en 17. plads. Her blev hans bil imidlertid ramt af en bagfrakommende racerbil, og han måtte udgå. Her fulgte næste frustration.
- Da min engineer ville hente reservedele hos BMW, blev han afvist, fordi mit team skyldte dem penge, siger Mikkel Mac.

Her tog Mikkel Mac og hans far endegyldigt konsekvensen og sagde farvel til frustrationer i det engelske team.
- Det er selvfølgelig træls, at det blev sådan. Men man bliver bare nødt til at tænke positivt og kigge fremad, fortæller Mikkel Mac.




Rod på teamet har fået 16-årige Mikkel Mac til at forlade Formel BMW.

Offentliggjort Sidst opdateret