Løke appellerer sin karantænedom

Frank Løke vil ikke finde sig i den karantænedom og bøde, han har fået af det europæiske håndboldforbund (EHF) for at underskrive kontrakter med både Skjern og NK Zagreb i sommer.

Nordmanden har derfor valgt at anke onsdagens EHF-dom på ni måneders karantæne fra international klubhåndbold og en bøde på 10.000 euro, svarende til cirka 75.000 kroner.

Han har ifølge Dansk Håndbold Forbund (DHF) appelleret til håndboldens egen voldgiftsret, ECA, som ikke administrativt hører under EHF, og det betyder, at Løke tidligst kan komme til at afsone sin straf 1. november. Derfor kan Løke også spille Champions League-kamp i weekenden, hvilket ikke behager DHF.

- Set på den korte bane er det forkasteligt, at Løke kan få lov at spille, men det, at han har anket dommen, åbner jo op for, at de sanktioner, der iværksættes imod ham, forhåbentlig bliver skærpet i forhold til EHF's oprindelige dom, så han kan få en straf, der matcher hans forseelse, siger Martin Lind, jurist i DHF, i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte i juni, efter at Løke havde underskrevet en aftale med Skjern. Efter sit besøg i Vestjylland blev Løke dog efterfølgende fristet af et tilbud fra NK Zagreb, hvor han fik mulighed for at spille sammen med verdensstjernen Ivano Balic, og det kunne nordmanden ikke takke nej til.

/ritzau/

Den norske håndboldspiller Frank Løke har valgt at appellere sin ni måneders karantæne og bøde for at underskrive kontrakter med både Skjern og NK Zagreb.

Offentliggjort Sidst opdateret