Efter 10 point i de seneste fire kampe var det lige begyndte at lysne en smule for Liverpool. Men holdet led et ny tilbageslag i kampen for at vende tilbage til Premier League-toppen, da det lørdag blev til et 0-2-nederlag på udebane mod Stoke.
Der var ingen danskere med i opgøret på Britannia Stadium. Liverpools Daniel Agger er fortsat skadet, og det samme er Thomas Sørensen, som dog sad på bænken for Stoke.
Også Christian Poulsen måtte nøjes med at se kampen fra sidelinjen, for landsholdsspilleren blev ikke benyttet af Liverpool-træner Roy Hodgson.
Det viste sig da også mest at være Liverpools offensiv, der trængte til forstærkning undervejs i kampen. Selv om udeholdet havde det meste af spillet, var det Stoke, der nåede frem til flest chancer.
En af dem scorede Ricardo Fuller på. Og selv om Liverpool pressede på for udligning, så var det Stokes Kenwyne Jones, der med en scoring i slutminutterne lukkede ballet.
Det blev åbenbart for meget for Liverpools Lucas, der kort før tid indkasserede sit andet gule kort og derfor blev udvist.
Resultatet betyder, at Stoke nu ligesom Liverpool har 16 point for 13 kampe. Og faktisk rykker Stoke forbi Liverpool i tabellen og op på en 10.-plads i kraft af en bedre målscore. /ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker