Lorentzen skuffet trods mål: Jeg vil vinde

Normalt er han den vævre, tekniske kantspiller, men efter 18 minutter på NRGI PARK dukkede han op inde foran mål på klassisk center forward-manér og scorede til 1-0.

- Det var rart, helt sikkert. Men jeg ville hellere have haft en sejr, siger Kasper Lorentzen.

For selv om Kasper Lorentzen faldt naturligt ind i FC Nordsjællands kombinationsspil i første halvleg, blev han ligesom det øvrige hold langt mere anonym i anden halvleg. AGF scorede lige inden pausen, og så havde hjemmeholdet den fornødne selvtillid.

- FC Nordsjælland vil gerne spille bolden rundt, og det synes jeg, vi formåede i første halvleg.

- Og så får de lagt et større pres på os i anden halvleg. Man ved aldrig, om de også ville have gjort det, hvis vi havde holdt føringen til pausen, så det var lidt ærgerligt, siger Kasper Lorentzen.

I dag startede Lorentzen som angriber, men måske er han midtbanespiller i næste kamp. Det er ifølge hans træner Kasper Hjulmand helt ligegyldigt.

- Han er jo så dygtig, at han kan spille alle vores fire-fem-seks forreste pladser. Vi skal jo bare hele tiden sørge for at indrette, så han havner, hvor han er bedst. Hvor han starter, er jo egentlig ligegyldigt, siger Kasper Hjulmand.

Kasper Lorentzen har tidligere spillet på landsholdet, men er faldt ud af truppen efter turen ned i 1. division.

Derfor kan skiftet til Nordsjælland også let tolkes som et forsøg på at forbedre sine chancer for en plads i sommerens EM-trup. Med rette, mener Hjulmand.

- Det må vi se. Der er mange dygtige spillere i Danmark, men han har helt klart muligheden. Han er så dygtig, at han kan blive det, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Efter et meget omtalt skifte væk fra Randers FC i 1. division denne vinter, startede Kasper Lorentzen lørdag eftermiddag inde for FC Nordsjælland mod AGF.

Offentliggjort Sidst opdateret