Lotte Friis glæder sig over fjerdeplads

Foto: Henning Bagger /Scanpix

Svømmeren Lotte Friis var søndag aften meget tæt på en medalje, men hun måtte til slut nøjes med en ærgerlig fjerdeplads i OL-finalen i 400 meter fri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danskeren, der egentlig kun bruger 400 meter som opvarmning til favoritdistancen 800 meter fri ved legene i London, satte en flot slutspurt ind, men kunne lige nøjagtigt ikke indhente den forsvarende olympiske mester, Rebecca Adlington, som svømmede i 4.03,01 minutter.

Briten var et lille sekund hurtigere på tredjepladsen, men Lotte Friis kan alligevel sagtens glæde sig over sin præstation. Tiden 4.03,98 minutter er en forbedring af hendes egen nordiske rekord fra det indledende heat.

- Jeg er egentlig glad og tilfreds, siger hun.

- Det her er ikke min distance. Alle de andre i poolen har det som deres løb, og jeg var en dark horse.

- Og det synes jeg, at jeg prøvede at få det bedste ud af, siger Lotte Friis, som forventes at skulle konkurrere mod netop Rebecca Adlington om OL-guldet i 800 meter fri.

Danskeren have ikke mulighed for at holde øje med Rebecca Adlington undervejs i løbet, fordi briten svømmede på en af yderbanerne modsat danskeren.

- Jeg kunne overhovedet ikke se hende derovre, jeg kunne maksimalt se to baner hen. Jeg fokuserede bare på mig selv, siger Lotte Friis.

Danskeren kan ikke sige sig fri for at tænke på, om hun kunne have presset endnu mere ud af sig selv, hvis hun havde svømmet på en bane tæt ved Adlington.

- Det er svært at sige, men man tænker altid "hvad nu hvis". Men det kan jeg ikke komme langt med nu, siger Lotte Friis.

Vinder blev Camille Muffat fra Frankrig, der satte olympisk rekord med den fornemme tid 4.01,45 minutter.

Amerikaneren Allison Schmitt tog sølvet i 4.01,77 minutter.

/ritzau/