Lotte Friis vandt sølv i kvindernes 1500-meter-fri ved VM i svømning i Rom. Det er Danmarks anden sølvmedalje nogensinde ved et VM.
Lotte Friis var 1,37 sekunder fra at skrive dansk svømmehistorie som den første danske VM-guldvinder nogensinde, da hun tirsdag aften svømmede finale i 1500-meter fri ved VM i Rom. Men Allerød-svømmeren blev overgået af italienske Alessia Filippi og måtte derfor nøjes med sølv.
Friis lagde hårdt fra land og førte løbet de første 750 meter, hvor tiderne også hele tiden var bedre end den eksisterende verdensrekord. Men med god hjælp fra hjemmepublikummet satte italieneren Alessia Filippi turbo på, og bane efter bane halede hun danskerens forspring ind.
Med 500 meter igen gik Filippi forbi Lotte Friis og blev bare ved med at øge afstanden til sin nærmeste konkurrent. Til gengæld faldt de øvrige finaledeltagere også hurtigt fra, så til sidst var det kun et spørgsmål om dansk guld eller sølv. Trods en god slutspurt og en tid, der ville have været ny europarekord, lykkedes det dog ikke danskeren at komme først.
Sølvmedaljen var Danmarks syvende VM-medalje nogensinde. Indtil videre er det blevet til fem af bronze og to af sølv. Den anden sølvmedalje vandt Louise Ørnstedt på 100-meter ryg ved VM i 2003.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker