Lotus-chef: Marco Sørensen er klar til Formel 1
Racerkøreren Marco Sørensen kan ifølge Gwen Lagrue, der er leder af Lotus-holdets udviklingsprogram for unge kørere, godt tillade sig at stile efter et sæde i Formel 1 fra 2015.
Lotus-chefen fortæller, at holdet har en stor tro på den 23-årige dansker.
- Vi er ved at finpudse det sidste, men Marco er klar til Formel 1.
- Det sidste skridt er altid det sværeste, for selv om han er klar, så skal der også være en mulighed.
- Vi forsøger at undersøge hans muligheder, for det vigtigste er at få ham i Formel 1. Han kan derfor ende med at køre for et andet hold end Lotus, siger Gwen Lagrue.
Marco Sørensen åbner lørdag eftermiddag sæsonen i Renault 3.5 World Series, der sidste år banede vejen til Formel 1 for Kevin Magnussen.
Sørensen har kørt serien de seneste to år, men i denne sæson er Saxo Bank kommet om bord som sponsor hos Lotus. Det kan skubbe danskeren i den rigtige retning.
- Motorsport er ikke gratis. Ud over talent, attitude og at den rette chance skal opstå, så skal man have stærke partnere omkring sig.
- Vi er 200 procent sikre på hans talent. Sidste år kæmpede han med Kevin Magnussen i World Series. De to er på samme niveau og har samme potentiale, siger udviklingschefen.
Renault 3.5 World Series-sæsonen begynder lørdag klokken 16 på Monza-banen i Italien, hvor kørerne også skal i aktion søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde