Nicklas Bendtner skal ikke vise sit ansigt i Newcastle fremover.
Det mener Newcastle-spilleren Peter Løvenkrands, efter at Nicklas Bendtner i torsdags blev arresteret for angiveligt at have begået hærværk mod nogle biler.
- Jeg vil skynde mig og sige, at jeg jo ikke aner, hvad der er sandt, siger Peter Løvenkrands til B.T.
- Men hvis det passer, så skal han nok ikke vise sig i Newcastle igen. Så vil de helt sikkert hade ham. Der er virkelig knald på, når de to hold mødes, og fansene kan ikke udstå hinanden, siger han.
Engelsk politi mistænker den danske landsholdsangriber for at have begået hærværk på en række biler i Newcastle sammen med Sunderland-holdkammeraten Lee Cattermole.
Netop Newcastle og Sunderland er store rivaler i det nordengelske, hvor der er omkring 20 kilometer mellem de to byer.
- Jeg har kun oplevet det så slemt, da jeg spillede i Rangers og oplevede rivaliseringen med Celtic, forklarer Peter Løvenkrands.
Løvenkrands er ikke på holdet i Newcastle for tiden, men han har tidligere oplevet, hvordan et lokalderby mellem de to hold forløber.
- Spillerne imellem er det ikke slemt, men min opfattelse er, at Sunderland-fans ikke skal vise sig i Newcastle og omvendt.
- Jeg tror heller ikke, at jeg ville tage en tur til Sunderland og risikere at blive mødt med en masse skældsord, siger Peter Løvenkrands.
Næste lokalbrag mellem de to klubber bliver spillet i starten af marts i Newcastle, og her skal Nicklas Bendtner sandsynligvis forberede sig på en varm velkomst.
- De engelske fodboldfans er jo meget passionerede og gør alt for at beskytte deres by og klub. Så de vil da nok især gøre livet hedt for spillere, som har gjort sig bemærket på den ene eller anden måde, siger Peter Løvenkrands.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde