Löw afskriver uprofessionel verdensmester til EM
Verdensmesteren Kevin Grosskreutz' opførsel i tiden i Galatasaray har provokeret landstræner Joachim Löw.
Uprofessionel indstilling. Uforståelige karrierevalg.
Tysklands fodboldlandstræner, Joachim Löw, langer ud efter Kevin Grosskreutz, der i 2014 var med til at blive verdensmester i Brasilien, men som allerede nu kan booke ferie under EM-slutrunden til sommer.
Löw giver nemlig ikke den arbejdsomme allrounder nogen chance for at klemme sig ind i den tyske trup til turneringen i Frankrig.
- Nej. Han har været ude i et halvt år, siger Joachim Löw til avisen Die Welt.
Grosskreutz, der tidligere var en fast del af Borussia Dortmunds storhold under træner Jürgen Klopp, skiftede sidste sommer til Galatasaray i Tyrkiet.
Men den tyrkiske klub fik ikke indsendt papirerne i tide inden transferdeadline, og derfor blev Grosskreutz spærret indtil 1. januar af det internationale fodboldforbund, Fifa.
Det tog den tyske landsholdsspiller tilsyneladende ilde op, så han har svaret igen med en indstilling til jobbet, som landstræneren ikke har megen forståelse for.
- Jeg har været i Istanbul og talt med Galatasarays træner, som fortalte mig, at Kevin stort set hver weekend fra fredag til søndag fløj til Tyskland. Det gør man bare ikke, hvis man er del af et hold, tordner Löw.
Nu har 27-årige Grosskreutz så endegyldigt brudt med den tyrkiske storklub, selv om han har været spilleberettiget siden årsskiftet.
I stedet har han underskrevet en kontrakt med bundesligaklubben Stuttgart.
- Jeg har kun begrænset forståelse for, hvordan han har behandlet sin karriere, lyder det fra den tyske landstræner.
Kevin Grosskreutz var senest i aktion for det tyske landshold i en testkamp mod Argentina i september 2014.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde