Luis Enrique lover: Barcelona straffer City-fejl igen
Lionel Messi og resten af Barcelona-stjernerne jagter ny sejr over Manchester City. Foto: AP/Nick Potts
AP/Nick Potts
Manchester City tabte 0-4 i Barcelona i holdenes seneste møde. Tirsdag mødes de igen, men på engelsk grund.
Hvis Manchester City laver dumme fejl, så kommer FC Barcelona til at straffe englænderne nådesløst.
Det er meldingen fra Barcelona-træner Luis Enrique inden tirsdagens Champions League-kamp ude mod Manchester City.
Da holdene mødtes i Barcelona i sidste måned, vandt hjemmeholdet 4-0.
Det skete blandt andet takket være en række engelske forsvarsbrølere, som kulminerede med udvisningen af keeper Claudio Bravo for at tage med hænder uden for feltet.
- Hvis du laver fejl, koster det dig dyrt. Vi kender kun en måde at spille på, og vi går efter sejren, siger Enrique ifølge Reuters.
- Hvis de giver os for meget plads, kan vi udnytte det. Vi har en fantastisk trup, og jeg stoler på mine spillere, siger han.
Manchester City-manager Pep Guardiola, der har en glorværdig fortid som spiller og træner i Barcelona, siger, at englænderne skal spille nærmest "perfekt" for at slå tirsdagens gæster.
- Jeg har aldrig troet, at vi ikke kan vinde en fodboldkamp, og det kommer jeg ikke til. Selv da vi tabte 0-4.
- Det er svært, og vi ved, at vi skal spille nærmest perfekt for at vinde. Hvis ikke, gratulerer vi dem og ser fremad, siger Guardiola ifølge Reuters.
Mens Barcelona kan sikre sig avancement til 1/8-finalen, kæmper City med tyske Borussia Mönchengladbach om gruppens andenplads. Den sikrer også en plads blandt Europas bedste 16 hold.
Barcelona topper gruppe C med ni point efter tre kampe. Manchester City er toer med fire point, mens Borussia Mönchengladbach har tre. Skotske Celtic er bundprop i gruppen med et enkelt point.
Kampstart er klokken 20.45.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde