Portsmouth FC har længe været under administration på grund af en vaklende økonomi, men nu er klubben fra den næstbedste engelske fodboldrække tæt på at være endegyldigt i knæ.
Klubben meddeler på sin hjemmeside, at man efter alt at dømme ikke kan gennemføre den rekonstruktion, som ellers så ud til at være i hus.
- Det ser ud til, at klubben nu bliver lukket ned og bliver sat i likvidation af administratorerne, skriver klubben.
Problemet er den største kreditor, den fransk-russiske forretningsmand Alexandre Gaydamak.
I sidste øjeblik nægtede han at underskrive salgsaftalen med de nye ejere og krævede i stedet at få udbetalt en del af sit tilgodehavende med det samme, og ikke ratevis hen ad vejen, som det ellers var aftalt.
- Det er hverken i klubbens eller i kreditorernes interesse at betale sådanne løsepenge, specielt når det bliver forlangt at en af dem, der er ansvarlige for klubbens nuværende situation, hedder det.
Gaydamak købte sig ind i den daværende Premier League-klub i januar 2006. Han solgte den igen i sommeren 2009, men hævdede efterfølgende, at han havde mange millioner pund til gode i klubben, som ellers var kørt helt i sænk økonomisk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned