Luxembourgsk udbryder vinder bjergrig Tour-etape
Bob Jungels tog søndag sin første etapesejr i Tour de France. Foto: Christian Hartmann/Reuters
Bob Jungels vandt efter et soloridt 9. etape af Tour de France, hvor favoritterne holdt sig tilbage.
Bob Jungels har et imponerende cv, og søndag blev det yderligere udbygget.
Her vandt Jungels nemlig 9. etape af Tour de France efter en dag i udbrud. AG2R-rytteren tog etapesejren efter mange kilometers soloridt på en bjergrig etape, der blandt andet bød på to kategori 1-stigninger.
Thibaut Pinot jagtede længe Jungels, men franskmanden måtte opgive på de sidste kilometer.
Jungels, der tidligere i karrieren blandt andet har vundet Liège-Bastogne-Liège, havde aldrig tidligere vundet en etape i verdens største cykelløb.
Det så på forhånd ud til, at Magnus Cort efter syv dage i prikker ville miste føringen i bjergkonkurrencen søndag, og det skete da også. Cort forsøgte ikke engang at forsvare prikkerne, som Simon Geschke kan iklæde sig tirsdag efter hviledagen.
Blandt favoritterne var der våbenhvile og ingen dramatik. Tadej Pogacar fører dermed stadig det samlede klassement med 39 sekunder ned til Jonas Vingegaard. Sloveneren forsøgte ganske vist at køre fra Vingegaard på opløbsstrækningen, men danskeren fulgte med.
Fra etapens start gik det igen over stok og sten med angreb på angreb fra fronten af feltet. Mads Pedersen, Magnus Cort, Jakob Fuglsang og Andreas Kron var alle i aktion af en eller flere omgange, men danskernes timing kiksede.
På søndagens tredje stigning, kategori 1-bjerget Col de la Croix, nåede Simon Geschke toppen først, og så hev han den prikkede trøje af Magnus Cort.
På vej ned kørte Bob Jungels fra Geschke, og rytteren fra Luxembourg indledte et solotogt.
Ved foden af dagens sidste stigning - med 25 kilometer til mål - havde Jungels cirka tre minutter til feltet og to minutter til de nærmeste forfølgere fra udbruddet. Det var lige nøjagtigt nok.
Thibaut Pinot stak godt nok afsted fra den decimerede udbrydergruppe, men Jungels holdte franskmanden bag sig.
Luxembourgeren rundede toppen med 20 sekunder ned til Pinot, og så skulle AG2R-rytteren bare klare de sidste ti kilometer, hvor en stor del gik nedad. Det gjorde Jungels uden slinger i valsen.
I favoritgruppen satte UAE tempoet hele dagen, og på den sidste stigning blev favoritgruppen mindre og mindre. Dramatik opstod der dog aldrig for alvor, og Jonas Vingegaard var hele dagen klistret til Tadej Pogacars baghjul.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde