Lykkelig Axelsen om triumf: Som skrevet af H.C. Andersen
Glæden var enorm hos Viktor Axelsen efter triumfen i Denmark Open. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
H.C. Andersen kunne have skrevet historien om Viktor Axelsen og Denmark Open, som han endeligt vandt søndag.
Efter ti mislykkede forsøg kom sejren i Denmark Open endelig.
Efter et brag af en kamp mod den elegante japaner Kento Momota vandt Viktor Axelsen søndag finalen efter tre lange sæt i hjemmevante omgivelser i Odense.
Selv mener den fynske badmintonstjerne, at en verdenskendt forfatter, der har haft sin gang i nabolaget, kunne have stået bag fortællingen, der kulminerede søndag.
- Nu hænger H.C. Andersen rundt omkring i hallen, og for mig kunne han ikke skrive et smukkere eventyr end min Denmark Open-historie, siger Viktor Axelsen til TV 2 Sport.
Om han nu lever lykkeligt til sine dages ende er svært at spå om, men i hvert fald gjorde sejren ham lykkelig.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Viktor Axelsen, som sendte en tanke til sin kæreste, sin datter, sin træner og til de tidligere træningskammerater i Brøndby, som han nu har efterladt for at gå enegang i Dubai.
Han var tydeligt udmattet efter det lange opgør, hvor de to kombattanter havde presset hinanden til det yderste.
- Efter andet sæt var jeg klar til at cutte begge ben af og sætte mig op i en rullestol og køre hjem, lød det fra Viktor Axelsen, som dog havde flest kræfter tilbage i tanken, da det skulle afgøres i tredje sæt.
Viktor Axelsen vandt 20-22, 21-18, 21-12 og har nu vundet to ud af i alt 16 opgør mod Kento Momota, som dermed fortsat har et klart statistisk overtag mod danskeren.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned