Lyngby Boldklub henter stor nigerianer
Angriberen Kim Ojo ankommer på en fri transfer og har skrevet under på en aftale gældende for et år.
Superligaklubben Lyngby Boldklub har skrevet kontrakt med den nigerianske angriber Kim Ojo.
193 centimeter høje Ojo kommer på en fri transfer og har underskrevet en aftale gældende for et år.
Kim Ojo er 27 år og har senest været i belgisk fodbold med begrænset succes. Tidligere var han i Norge, hvor han blandt andet imponerede i Brann i Tippeligaen.
- Kim Ojo giver os nogle flere tangenter at spille på i vores angrebsspil. Han fylder rigtig godt i feltet og kommer til at volde de fleste forsvarsspillere problemer i luftspillet.
- Derudover er han dygtig til at holde bolden i fødderne, og han passer derfor fint ind i den måde, vi også gerne vil spille fodbold på, siger Lyngby-træner David Nielsen til klubbens hjemmeside.
Cheftræneren føler, at truppen er komplet efter et travlt transfervindue, og at Kim Ojo således er klubbens sidste tilføjelse.
- For mig er Kim Ojo den sidste kugle i seksløberen. Vi har et godt hold med dygtige spillere, og vi føler, at vores trup er sat godt sammen til at mestre de fleste af spillets facetter, lyder det fra David Nielsen.
Før Kim Ojo kommer i kamp, skal både papirarbejdet og formen lige komme på plads.
- Når vi kan komme i nærheden af en angriber som Kim Ojo, så er det fordi, Kim ikke har spillet regelmæssig fodbold på det seneste. Kim er stadig tre-fire uger fra topformen, og den tid vil vi give ham til at komme i form og på plads i Lyngby, siger David Nielsen.
Før det mindre succesfulde ophold i belgisk fodbold scorede Kim Ojo 68 mål i 142 kampe for Nybergsund og Brann Bergen, som solgte ham til Genk for anslået 12 millioner kroner, skriver transfermarkt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned