Lyngby holder på Kim Aabech i tre år mere

Der har været meget rift om fodboldspilleren Kim Aabech, og blandt andet Randers FC og AGF har været ude efter ham.

Men nu har Kim Aabech fået fast grund under fødderne i de kommende tre år, hvor Lyngby fortsat er hans arbejdsgiver.

Lyngby har forlænget kontrakten med den offensive profil, så den nu løber frem til sommeren 2014.

- Vi er rigtig, rigtig glade for at have forlænget med Kim Aabech. Han er en vigtig spiller for vores hold.

- Han er utrolig god til at holde på bolden, han afslutter godt og scorer mange mål, siger træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Kim Aabech blev i den forgangne sæson topscorer i Lyngby med 12 ligamål, der var med til at redde klubben endnu en sæson i den bedste danske række.

- Jeg er meget tilfreds og glæder mig til at komme i gang med træningen igen. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at fastholde Lyngbys position i Superligaen, siger Kim Aabech.

Kreatøren har spillet i Lyngby siden 2004 og fik spilletid i samtlige superligakampe for Lyngby i den netop overståede sæson.

Kim Aabech skrev tidligere på foråret under på en kontrakt med Randers FC, men kontrakten var ulovlig, fordi parterne havde forhandlet med hinanden for tidligt i forhold til Dansk Boldspil-Unions (DBU) regler.

Randers og Aabech fik en bøde på 25.000 kroner hver for at bryde DBU's regelsæt.

/ritzau/

Lyngby forlænger kontrakten med profilen Kim Aabech med tre år, så den løber frem til sommeren 2014.

Offentliggjort Sidst opdateret