Lyngby-keeper: Vi skal have nogle sejre

Det er ved at være sidste udkald for Lyngby, hvis bundklubben skal gøre sig forhåbninger om at kravle op over eller tæt på nedrykningsstregen i Superligaen, inden efterårssæsonen slutter i december.

Efter landskampspausen skal Lyngby møde HB Køge (hjemme), Sønderjyske (ude) og AC Horsens (hjemme), og de kampe skal helst kaste en del point af sig.

Det mener Lyngbys målmand Rune Pedersen, der var med til at tabe 0-3 til FC København i søndagens ligakamp i Parken.

- Der er mange kampe endnu. Nu har vi et par vigtige kampe i de næste to runder mod HB Køge og Sønderjyske.

- Det er ikke de altafgørende kampe, men der er ingen tvivl om, at vi vil gøre os selv en stor tjeneste ved at levere et par gode resultater i de kampe, siger Rune Pedersen.

- Vi kan spille os selv meget tæt på stregen i de næste to runder, men omvendt kan vi også give os selv rigtigt meget arbejde, hvis ikke vi skaffer os nogle point i de næste to kampe, forklarer han.

Hvis Lyngby kan hente syv point i de sidste tre kampe, så har holdet 18 point efter præcis 18 kampe, og det har Lyngby-træner Niels Frederiksen sagt, at holdet skal gå efter.

- Det er ikke helt skævt. Hvis vi laver syv point, så har vi lavet et point i snit i efteråret, og det vil være godkendt.

- Problemet har været, at der i år ikke har været en subtop, og det betyder, at mange hold har fået rigtigt mange point. Så der skal nok en del point til for at overleve igen i år.

- Derfor skal vi også sørge for at få nogle point, fordi hvis vi falder for langt under et point i snit, kommer vi til at have langt op, vurderer Rune Pedersen.

Den tidligere AGF- og FCK-keeper er dog fortrøstningsfuld forud for de kommende kampe.

- Hvis man kigger tilbage på vores spil i de seneste runder, er vores bundniveau blevet højere end i de første syv-otte runder, forklarer Rune Pedersen.

Lyngby har lige nu tre point op til Brøndby over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Lyngbys rutinerede målmand Rune Pedersen kræver et par sejre i de resterende tre Superliga-runder i efteråret.

Offentliggjort Sidst opdateret