Lyngby lander aftale med islandsk målræv
Alfred Finnbogason ankommer torsdag til Danmark, hvor han skal gennemgå et lægetjek i Lyngby, før skiftet er en realitet. (Arkivfoto). Foto: Frank Hoermann / Sven Simon/Ritzau Scanpix
Alfred Finnbogason skal hjælpe oprykkerne til overlevelse i Superligaen, hvis han består lægetjek torsdag.
Det er en angriber med et prominent cv, som Lyngby onsdag kan præsentere i de sidste minutter af transfervinduet.
Den 33-årige islænding Alfred Finnbogason er enig med Lyngby om en aftale, der gælder for den resterende del af sæsonen.
Finnbogason lander dog først torsdag i Danmark, hvor han skal bestå et lægetjek, mens det sidste papirarbejde skal på plads.
Angriberen er for tiden uden klub, og tidligere på sommeren har han trænet med i Lyngby. Det skyldes den tætte forbindelse til Lyngby-træner Freyr Alexandersson.
Alfred Finnbogason har senest været tilknyttet bundesligaklubben Augsburg, hvor han har spillet fra 2016 til 2022.
Ifølge transfermarkt.com har han scoret 39 mål i 122 kampe for den tyske klub.
Fra 2012 til 2014 var han helt ustyrlig i den hollandske Æresdivision for Heerenveen, hvor det blev til 53 mål i 62 ligakampe.
På det islandske landshold er Finnbogason noteret for 61 kampe og 15 mål.
Angriberen har i sin fornemme karriere også været forbi Olympiakos i Grækenland og spanske Real Sociedad.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker