Lyngby skaber luft til bunden mod FCM

Med en 1-0-sejr hjemme over FC Midtjylland i en udsat Superliga-kamp skabte Lyngby torsdag aften vigtig luft til nedrykningsstregen.

Kampen var ellers domineret af udeholdet FC Midtjylland, der tilspillede sig flere chancer end hjemmeholdet. Men i anden halvleg formåede indskiftede Uffe Bech, banens mindste spiller, at skabe ravage i midtjydernes forsvar.

Efter en dødboldsituation foran gæsternes felt blev bolden forlænget og senere opsnappet af den blot 18-årige Bech, som halvflugtede den i mål.

Et vigtigt mål og en vigtig sejr til Lyngby, der for blot tre dage siden tabte 1-2 til Esbjerg - der ligger under stregen - efter et mål i overtiden.

Sejren betyder, at de kongeblå rykker to pladser op i tabellen, hvor de passerer både FC Nordsjælland og Randers FC. Holdet har nu fire point ned til Esbjerg.

Efter Uffe Bechs mål jagtede midtjyderne udligningen, og flere gange måtte Lyngby-målmand Rune Pedersen ud i fuld figur. Samtidig betød jydernes satsning dog, at Lyngby fik et par friløbere i den anden ende.

FC Midtjylland havde ellers fra kampens indledning sat sig på kampen, Lyngbys offensiv blev sat ud af spillet i især de første 25 minutter. Og da Lyngbys forsvar samtidig viste stor sårbarhed, pegede alt i retning af en sejr til udeholdet.

Men overtaget i spillet blev ikke omsat til mål, Lyngby fik flere og flere muligheder - blandt andet brændte Peter Madsen en stor chance. Men det betød altså mindre, da Uffe Bech kunne sikre hjemmeholdet en sejr på 1-0.

For FC Midtjylland var nederlaget et nyt skuffende resultat. Midtjylland nøjes med status quo i toppen, hvor holdet indtager fjerdepladsen to point efter Brøndby

/ritzau/

I en kamp domineret af FC Midtjylland viste Lyngby kynisme og tog en vigtig sejr på 1-0.

Offentliggjort Sidst opdateret