Lyngby spolerer Brøndbys fest med sen udligning
Brøndby mistede to point, da Lyngbys Sævar Magnusson udlignede til 3-3 få minutter før tid.
En udligning til 3-3 to minutter før tid af Sævar Magnusson sikrede Lyngby sæsonens fjerde point og ødelagde humøret i Brøndby, der ellers tilspillede sig chancer nok til at vinde.
Pointdeleren betyder, at Brøndby ligger på tiendepladsen i Superligaen, og Lyngby fortsat er alene i bunden uden sejre i sæsonen.
Brøndbys offensiv var godt kørende, og med en større skarphed i feltet, havde Niels Frederiksens tropper scoret mange flere mål søndag eftermiddag.
Lyngby var til gengæld meget effektiv foran målet. Gæsterne fik scoret tre mål på trods af, at der ellers ikke var mange muligheder i kampen.
Brøndby fik fra start lagt et kæmpe pres på Lyngby, men alligevel var det gæsterne, der bragte sig foran efter syv minutters spil.
Efter et godt kontraangreb havnede bolden lidt tilfældigt for fødderne af en helt fri Frederik Gytkjær, der sikkert sparkede den i kassen.
Den overraskende scoring tændte en ild i Brøndby, der kort efter slog igen med to mål med få minutters mellemrum.
Det var Anis Slimane og Nicolai Vallys, der stod for de to Brøndby-kasser, og især Vallys' mål var en fryd for øjet.
I anden halvleg havde Brøndby større udfordringer med at spille sig frem til store chancer. Det gjorde samtidigt, at Lyngby fik spillet sig bedre med i kampen.
En time inde i kampen fik Lyngby udlignet til 2-2, da Kasper Jørgensen fik for meget plads på kanten af feltet og kunne sende bolden i nettet.
16-årige Oscar Schwartau lignede helten for Brøndby, da han efter 75 minutter bragte sit hold foran 3-2 efter en flot omstilling.
Lyngby fik dog igen scoret på en af de få chancer, da Sævar Magnusson få minutter før slutfløjt sendte bolden i kassen til 3-3 på Brøndby Stadion.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned