Lyngby-træner: Vi har lavet et mirakel
Lyngbys-spillere fejrede den samlede sejr over Vendsyssel og oprykningen til Superligaen med store jubelscener og bobler. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyngby lå det meste af sæsonen langt fra oprykning, men søndag sikrede klubben sig en ny tur i Superligaen.
Traditionsklubben Lyngby Boldklub er tilbage i Superligaen på grund af et mirakel, mener holdets cheftræner.
Oprykningen blev en realitet søndag, hvor Lyngby fik 2-2 med fra returkampen mod Vendsyssel FF i Hjørring, efter gæsterne havde vundet det første opgør hjemme i Lyngby med 2-1.
Lyngbys cheftræner, Christian Nielsen, kalder oprykningen et mirakel, fordi klubben faktisk kun lå på den tredjeplads, der gav adgang til de drabelige playoffkampe mod Vendsyssel, i sølle tre minutter.
- Vi var en syg patient, der skulle rejse sig fra sygesengen. Det gjorde vi trin for trin, og vi vidste, det ville blive en lang rejse, men det er et mirakel, vi har lavet her.
- Vi lå nummer tre i 1. division i de sidste tre minutter (af sæsonen), så oprykning har aldrig været en målsætning, siger Christian Nielsen.
Lyngby klemte sig ind i top-3 i 1. division med en sen sejr mod FC Helsingør i sidste spillerunde.
En af de store helte i søndagens afgørende playoffkamp blev angriberen Jeppe Kjær. Med en scoring og en assist var han en af hovedårsagerne til, at sjællænderne kunne juble efter slutfløjtet.
- Jeg er sindssyg glad og stolt over, at jeg kunne bidrage til det her. Jeg håbede, at jeg kunne sætte mit aftryk på en eventuel oprykning, siger Jeppe Kjær.
Vendsyssel lavede undervejs i playoffduellen store personlige fejl, og derfor kaldte den vikarierende Vendsyssel-træner Peter Enevoldsen nedrykningen for fortjent.
Ligesom han ikke var sen til at tage sin del af ansvaret.
- Jeg må erkende, at når vi lavede sådanne fejl, så har vi heller ikke fortjent at vinde de her kampe, for det var mangel på klasse.
- Jeg må tage min del af ansvaret. De troede, jeg kunne redde det, men det kunne jeg ikke, så det er ikke godt nok, siger Peter Enevoldsen.
Vendsyssel måtte dermed nøjes med en enkelt sæson i Superligaen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned