Lynhurtigt Dortmund-indkøb laver hattrick i premieren
Det var noget af en bet for sidste sæsons Champions League-finalist Borussia Dortmund, at man i sommer måtte afgive klubbens supertalent Mario Götze til rivalen Bayern München.
Men bedømt ud fra indtrykkene i Bundesliga-premieren mod Augsburg, som Dortmund vandt med 4-0 i Augsburg, ser Dortmund-ledelsen dog ud til at have fundet en meget spændende afløser i Pierre-Emerick Aubameyang.
Gaboneseren, der blev hentet i Saint-Etienne, kan efter sigende løbe fra Usain Bolt i en sprint over 30 meter, men i sæsonpremieren viste den eksplosive offensivspiller, at han bestemt også kan spille bold.
Aubameyang fik en regulær drømmedebut, hvor han både lavede hattrick og indgik i en giftig trekant med Marco Reus og Robert Lewandowski, som kommer til at give mange modstandere store kvaler i den kommende sæson.
Det var dog ikke de hurtige fødder, Aubameyang brugte til at lave kampens første mål, men derimod hovedet, som han midt i første halvleg flot satte på et indlæg fra Marcel Schmelzer og dermed bragte favoritterne i front.
Nogen helt overbevisende præstation var det dog ikke af mesterskabsaspiranterne, for Augsburg solgte sig i lang tid dyrt foran eget publikum på SGL-Arena.
Hjemmeholdet kom til flere store muligheder, men målmandsreserven Mitchell Langerak værgede flot for sig i Dortmunds mål.
20 minutter efter pausen blev kampen afgjort, og da viste den lynhurtige nyerhvervelse hvilket våben, han besidder.
Reus lagde bolden til rette, og Aubameyang sprintede ganske simpelt fra sin nærmeste modspiller og sendte sikkert bolden ind til 2-0.
Samme recept blev brugt til 3-0-scoringen 10 minutter før tid, hvor Lewandowski stod for oplægget, og Lewandowski lavede selv det sidste mål på et straffespark.
Trods den klare sejr er der plads til forbedring for træner Jürgen Klopps tropper, men meget tyder på, at Ruhr-mandskabet også i denne sæson vil lege med blandt Bundesligaens allerbedste hold.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie