Lyskeproblemer holder Mikkel Hansen ude på ubestemt tid
Mikkel Hansen har problemer med lysken og holder pause i nogle uger. (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen skal holde pause, men Aalborg håber at have ham tilbage til slutspillets start.
Mikkel Hansen er ikke med, når Aalborg Håndbold onsdag aften afslutter gruppespillet i Champions League mod Kielce fra Polen. Og heller ikke i den nærmeste fremtid vil håndboldfans få den levende legende at se på halgulvet.
Fysikken driller den 36-årige bagspiller, der nu har trukket stikket på ubestemt tid.
- Han har nogle problemer med den ene lyske, som vi skal tage alvorligt. Det er ærgerligt, men vi er nødt til at investere noget tid i at få ham 100 procent klar igen, siger Aalborg-træner Stefan Madsen til Nordjyske.
Træneren erklærer sig tryg ved situationen, fordi Aalborg råder over en bred og stærkt besat spillertrup.
Samtidig er klubben allerede kvalificeret til Champions League-kvartfinalen og er meget tæt på at have sikret sig førstepladsen i grundspillet i den hjemlige liga.
Der er altså nogle uger til, at der for alvor står noget på spil. Håbet er, at Mikkel Hansen kan være tilbage, når slutspillet i håndboldligaen begynder i starten af april.
Inden kampen mod Kielce er Aalborg nummer to i Champions League-gruppen. Her bliver holdet liggende, hvis førende THW Kiel som forventet tager point hjemme mod Zagreb.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet