Mads Albæk fejrer fransk debut med scoring

Den tidligere FC Midtjylland-anfører Mads Albæk har ikke mistet sin målfarlighed efter sommerpausens klubskifte til Stade Reims i den franske liga.

Offentliggjort Sidst opdateret

Albæk fik lørdag en fornem debut for sin nye klub, da han allerede efter syv minutters spil sendte bolden i mål efter en frisparkskombination og bragte sit hold foran med 1-0 mod Lille.

Det lagde grunden for Reims' sejr, der blev på 2-1, og som er holdets første i denne sæson.

Premieren i sidste weekend endte med et 1-2-nederlag mod Rennes i en kamp, som Albæk på grund af karantæne måtte se fra tribunen.

Men den 23-årige dansker slog altså til, da han fik chancen mod Lille, der havde landsholdsspilleren Simon Kjær med i midterforsvaret.

Kjær fik et slag over hoften i en hovedstødsduel sidst i første halvleg, og han måtte forlade banen efter 66 minutters spil. Ni minutter senere blev også Albæk taget ud, da Reims skulle forsvare føringen i slutfasen.

Daniel Wass var med i hele kampen, da Evian tabte 0-2 ude til Olympique Marseille. Evians nye danske målmand, Jesper Hansen, sad på bænken.

/ritzau/