Mads Larsens drømme om at blive europamester i supermellemvægt bristede, da bokseren lørdag aften tabte til Brian Magee fra Nordirland.
Den ulige EM-kamp i NRGi Arena i Århus fik en ende 15 sekunder inde i syvende omgang, da kamplederen stoppede kampen, efter at Mads Larsen endnu en gang var blevet slået i gulvet.
Efter en lige begyndelse blev Mads Larsen ramt alvorligt i fjerde omgang og endte omgangen hængende i tovene.
- Han er ramt, lød det fra Brian Magees ringhjørne, og den nordirske offensiv fortsatte i femte omgang.
Her blev der lavet stående tælling over Mads Larsen, som følte sig ramt for dybt.
I sjette omgang blev der talt to gange over Mads Larsen, som kort efter var helt færdig.
Mads Larsens rekordliste lyder nu på 51 sejre og tre nederlag.
Det var anden gang i karrieren, at Mads Larsen boksede om EM-titlen i supermellemvægt. I 2003 vandt han en sikker pointsejr på udebane over tyske Danilo Häussler, men danskeren nåede dengang ikke at forsvare titlen.
I opgøret før Mads Larsens kamp vandt sværvægteren Claus Bertino et meget lige opgør over otte omgange mod den tidligere europamester Paolo Vidoz fra Italien. To af de tre danske sidedommere havde Bertino som vinder med cifrene 77-75, mens den sidste sidedommer scorede opgøret 76-76.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned