Mads og Rasmus vil gentage OL-guldet

Foto: Polfoto: Jens Dresling

Den danske letvægtsdobbeltsculler, der vandt OL-guld i London, på vej til at blive gendannet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været meget stille omkring den danske letvægtsdobbeltsculler med Idestrup-drengen Mads Rasmussen og Rasmus Quist efter den store triumf på Lake Eton Dorney uden for London, hvor danskerne vandt OL-guld en uforglemmelige lørdag eftermiddag for snart halvandet år siden.

Rasmus Quist bebudede allerede karriere-stop få uger efter legene, mens Mads Rasmussen droslede ned på elite-roning for at koncentrere sig om at gøre medicinstudiet færdigt i København.

Og den 32-årige falstring, der hele tiden har haft Rio de Janeiro i sigtekornet, begyndte at overveje alternative bådtyper, herunder den legendariske letvægtsguldfirer.

Men noget tyder på, at Mads Rasmussen igen kan komme til at sidde i en letvægtsdobbeltsculler ved OL i 2016.

I forbindelse med kåringen af Emma Aastrup Jørgensen, Maribo Kajakklub, som “Årets Fund 2013” var en række tidligere prisvinderen samlet mellem jul og nytår, herunder også Mads Rasmussen og Rasmus Quist, der vandt i 2002.

Og her kom det frem, at Rasmus Quist, der er halvandet år ældre end sin ro-makker, har erkendt, at det var for tidligt at gå på pension med sin sport.

- Nu er det mere end et år siden, jeg besluttede mig for at stoppe - i øvrigt en beslutning ingen rigtig troede på. Og nu har jeg fundet ud af, at jeg har lyst til mere. Ja, at jeg har fået sulten lidt tilbage. Og derfor er jeg indstillet på at vende tilbage i båden hos Mads, siger Rasmus Quist til dagbladet Politiken.

Der er dog endnu et stykke vej til den endelige genforening frem mod OL i den brasilianske metropol.

- Det er et fuldtidsjob at gå efter olympisk guld, så derfor skal vi på sponsorjagt. Vi har regnet ud, at Mads og jeg hver skal have 300.000 kr. om året i to år for at få det hele til at hænge sammen.

- Vi kan begge regne med omkring 120.000 kr. fra Team Danmark, og det betyder, at vi skal finde omkring 180.000 kr. hver om året, og vi skal derfor have fat i alle grene af erhvervslivet, fortæller Rasmus Quist til Politiken.

De danske OL-både til legene i Rio forventes endelig sammensat i efteråret, hvorefter kvalifikationen venter i 2015.

- Vi skal jo lige huske, at vi kan forvente konkurrencen fra andre danske både, og dem skal vi først vise at kunne slå, bemærker den ene halvdel af OL-guldbåden.

Der måske om godt et par år kan kalde sig dobbelt OL-guldvindere.