Mads P. får Mørkøv som landstræner: Han skal håndtere store egoer
Mads Pedersen var med for Danmark til VM i landevejscykling i Schweiz tilbage i september 2024. (Arkivfoto). Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix
Michael Mørkøv er tiltrådt som landstræner i landevejscykling, og Mads Pedersen ser frem til samarbejdet.
Michael Mørkøv er endegyldigt tiltrådt som træner for herrernes elite og U23-landshold i landevejscykling.
28. december kørte Mørkøv sit sidste løb som professionel, men skiftet til nu få dage efter at stå i spidsen som landstræner kommer til at gå smertefrit.
Det spår Mads Pedersen, der går fra at være holdkammerat med Mørkøv til at have ham som chef.
- Jeg tror, at det bliver godt. Michael er et ordentligt menneske, og jeg glæder mig til at se, hvordan han griber det an, siger Lidl-Trek-rytteren.
Der venter en særlig opgave, når landets bedste cykelryttere skal samles og ledes til diverse mesterskaber.
- Det er jo nogle store egoer, der samles på landsholdet. Det kræver sin mand at lægge en plan og sætte folk på plads.
- Det har Anders formået at gøre, og det tror jeg absolut også, at Michael kan, siger Mads Pedersen.
Mørkøv afløser Anders Lund, der sad ni år i sædet som dansk landstræner.
I landsholdssammenhæng forventer Mads Pedersen ikke, at han kommer til at arbejde meget sammen med Mørkøv i løbet af 2025.
EM i landevejscykling køres i september i det sydøstlige Frankrig i området Auvergne-Rhône-Alpes i kuperet terræn.
VM køres i oktober i afrikanske Rwanda i et bjergrigt terræn med mange højdemeter.
- EM og VM er ude af kategori for en rytter som mig. Jeg kommer egentlig bare til at være fyld på landsholdet i de næste 12 måneder, siger Mads Pedersen.
Det er med andre ord ikke Mads Pedersens favoritterræn til de to mesterskaber.
- Men hvis der er overvejelser om, hvorvidt jeg skal med til nogle cykelløb for at hjælpe, kigger vi selvfølgelig på det, lyder det fra den tidligere verdensmester.
Mads Pedersen og Michael Mørkøv har i en årrække været holdkammerater på landsholdet, og de to venner kørte sammen i Mørkøvs sidste løb i karrieren til et parløb 28. december i Ballerup Super Arena.
De kørte som par nummer syv og endte på andenpladsen bag Matias Malmberg og Aaron Gate ved nytårsstævnet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker