Mads Pedersen debuterer i VM-trøjen på lørdag
Siden hjemkomsten fra VM i mandags er Mads Pedersen blevet fejret flere steder i landet. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Den nybagte verdensmester kører for første gang i regnbuetrikoten i Tour de l'Eurométropole på lørdag.
Da Mads Pedersen i søndags tordnede først over målstregen ved VM i cykling, erhvervede den danske rytter sig retten til at køre hele det næste år i regnbuetrikot.
Lørdag får den nybagte verdensmester så løbsdebut i den sagnomspundne trøje, når han er med i endagsløbet Tour de l'Eurométropole i Belgien.
Pedersens firmahold, Trek, har torsdag offentliggjort, hvilke syv ryttere holdet tager med til Belgien, og her figurerer danskeren sammen med blandt andre de to belgiere Jasper Stuyven og Edward Theuns.
Der bliver samtidig tale om et titelforsvar, for Mads Pedersen vandt løbet i sidste sæson, da han spurtbesejrede blandt andre Jempy Drucker, Oliver Naesen og Jasper Philipsen i opløbet i Tournai.
Med sejren i Harrogate i søndags blev Mads Pedersen den første danske verdensmester i professionel landevejscykling for herrer.
Siden har han været på en hyldestturné, der begyndte ved landingen i Københavns Lufthavn i mandags.
Onsdag var der pandekager på Københavns Rådhus, og torsdag er han blevet fejret i Tølløse på Vestsjælland, hvor den nye verdensmester havde sin opvækst.
Om han efter den omgang har energi nok til at lave endnu et stort resultat, vil vise sig på lørdag i endagsløbet, der strækker sig over 176,7 kilometer.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet