Mads Pedersen: Dejligt endelig at betale holdet tilbage
Mads Pedersen jubler, da han krydser målstregen som vinder. Foto: Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix
Den 26-årige dansker vandt 13. etape af Vuelta a Espana efter en lang sprint over 330 meter.
Den tidligere verdensmester Mads Pedersen fik efter flere forgæves forsøg endelig vundet en etape i Vuelta a Espana.
Afslutningen på fredagens 13. etape var noget nær perfekt for den 26-årige Trek-dansker med en mindre stigning kort før målstregen i Montilla, og den chance forpassede han ikke.
Efter den længe ventede sejr sender Mads Pedersen en tak til holdkammeraterne.
- Vi vidste på forhånd, at finalen ville være super god, så drengene gjorde det godt, og alle var fokuserede gennem hele dagen.
- Jeg er glad for, at jeg endelig kunne få en sejr og give noget tilbage til drengene for alt det arbejde, de har leveret. Det er virkelig skønt for os alle sammen, siger Mads Pedersen.
På opløbsstrækningen kørte danskeren forbi tyske Pascal Ackermann (UAE), der angreb først.
- Pascal angreb tidligt, og det betød, at jeg kunne gå med. Det var et langt stykke, og der skulle også sprintes for at følge med Ackermann, så det endte med 330 meters sprint i dag, siger Pedersen.
Den danske VM-vinder fra 2019 fører desuden solidt i kampen om den grønne pointtrøje, men det primære fokus er på etapesejre.
- Det er virkelig dejligt. Vi er kommet for at vinde en etape, og nu har vi vundet. Vi kæmper videre for at få en til, siger Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker