Mads Pedersen kørte etape i forkert dragt: Der var kaos
Mads Pedersen tog ikke den samlede sejr, han havde drømt om. Men han kom hjem med en etapesejr og en grøn trøje. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Den grønne pointtrøje gik i stykker, kort før Mads Pedersen skulle ud på den afsluttende enkeltstart.
Mads Pedersen vandt den grønne pointtrøje i PostNord Danmark Rundt, men i sidste øjeblik blev han forhindret i at køre i den på lørdagens afsluttende enkeltstart.
Kort forinden var den gået i stykker, forklarer han.
- Som normalt skulle jeg lige lade vandet, før jeg skulle have det hele på. Lynlåsen satte sig fast, så dragten flækkede. Jeg stod her ti minutter før og ringede til Jens Kasler (løbsmanager, red.) og spurgte, om de kunne komme ned med en ny.
- De kunne ikke nå herfra (sceneområdet, red.) og ned i den anden ende, mens jeg skulle nå til start. Så jeg måtte køre i min egen.
- Der var lidt kaos. Jeg stod der svedig og skulle skrue mig ned i en dragt, der er svær nok at komme i, når man er tør. Når man så er våd, er det ikke så nemt. Det var et hurtigt projekt, der skulle klares, siger Trek-danskeren.
Han ærgrer sig over, at han ikke fik mulighed for at vise den grønne dragt frem på den 10,8 kilometer lange strækning, arrangørerne havde skruet sammen på Frederiksberg.
- Nu er det en trøje, jeg har vundet, så selvfølgelig ville jeg gerne have kørt rundt i den. Men det var ikke lige det, der kørte rundt i hovedet på mig i den situation, lyder det fra Pedersen.
Han var to gange på podiet på Frederiksberg Allé for at blive hyldet for sine individuelle præstationer. En gang som vinder af pointkonkurrencen og en gang som løbets nummer to. Trek vandt desuden holdkonkurrencen.
Inden løbet lagde han ikke skjul på, at han var kommet for at vinde for anden gang i karrieren. Men over for den samlede vinder, Remco Evenepoel, var der ikke noget at stille op.
- Det er godt at være tilbage i kampen om at vinde cykelløb, selv om der var langt til Remco, siger den tidligere verdensmester.
Danskeren sluttede 1 minut og 42 sekunder efter belgieren, som vandt med det største forspring i løbet, siden Ivan Basso knuste alle konkurrenter for 16 år siden. Derudover vandt Pedersen etapen fra Ribe til Sønderborg.
- Vi vidste godt, at det ville blive svært. Han viste, hvilken klasse han har ved at smadre os på den måde. Jeg synes godt, at vi kan være tilfredse med den sidste uges tid, konkluderer Mads Pedersen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned