Mæhles Atalanta er klar til pokalfinale mod Juventus
Matteo Pessina scorede til 2-0 allerede efter et kvarter og afgjorde opgøret med målet til 3-1. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Uden Joakim Mæhle vandt Atalanta sin semifinale i Coppa Italia over Napoli. Nu venter Juventus i finalen.
Mindre end to måneder efter skiftet til Atalanta er den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle klar til den italienske pokalfinale med klubben.
Mæhle var dog ikke med i kampen, der sendte Atalanta i Coppa Italia-finalen på blandt andet to tidlige scoringer.
På hjemmebanen i Bergamo vandt holdet retursemifinalen over den forsvarende pokalvinder, Napoli, med 3-1, og da den første kamp sluttede 0-0, gik Atalanta altså videre med 3-1 samlet.
Atalanta-træner Gian Piero Gasperini havde håbet på at kunne bruge Mæhle i pokalkampen ovenpå danskerens skade, men det blev altså ikke til spilletid i denne omgang.
Nu kan Mæhle i stedet håbe på at være fit for fight, når finalen mod Juventus spilles i Milano 19. maj.
Atalanta var senest i finalen for to år siden, men klubben har ikke vundet trofæet siden 1963.
Atalanta kom på vinderkurs allerede efter ti minutter på et flot drømmehug. Fra godt 20 meters afstand tog angriberen Duvan Zapata chancen, og bolden bragede i mål til 1-0.
Bare fem minutter senere blev det også 2-0. Denne gang med Zapata i oplæggerens rolle. I et kvikt angreb med flotte pasninger serverede han for Matteo Pessina, der i fri position scorede via stolpen.
Nu skulle Napoli bruge to mål for at avancere på reglen om udebanemål, og reduceringen til 1-2 kom otte minutter efter pausen.
Efter et par mislykkede forsøg fik Hirving Lozano sin anden ripost og scorede fra et par meters afstand.
Atalanta-føringen var nu skrøbelig, men i det 78. minut kom målet, som gav hjemmeholdet mere ro.
Efter snævre kombinationer vred Pessina sig fri og prikkede bolden ind til 3-1. Hans andet mål.
Juventus vandt sin semifinale samlet med 2-1 over Inter efter 0-0 på hjemmebane i returkampen tirsdag.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde