Magisk Messi tangerer rekord med målshow i landskamp
Lionel Messi stjal showet i spanske Pamplona, da Argentina på neutral grund udspillede Estland i en testkamp. Foto: Alvaro Barrientos/Ritzau Scanpix
Lionel Messi blev den kun tredje spiller i Argentinas landsholdshistorie til at score fem mål i en landskamp.
Søndag præsterede Lionel Messi, hvad kun to landsmænd nogensinde har præsteret før ham. Han scorede fem mål i én landskamp for Argentina.
Det skete, da Argentina udspillede Estland på neutral grund i spanske Pamplona og vandt med cifrene 5-0. Altså på fem mål af holdets anfører.
Dermed tangerede han målrekorden for en kamp, som han nu deler med Juan Andres Marvezy og Manuel Moreno, som præsterede det samme i henholdsvis 1941 og 1942 for Argentina.
Ingen af dem var dog, modsat Messi, de eneste målscorere i kampen, hvor de satte den bemærkelsesværdige rekord. De kan dog bryste af sig, at de gjorde det i betydende kampe til De Sydamerikanske Mesterskaber - i dag kendt som Copa America.
Lionel Messi var efterfølgende på Instagram for at takke for tilhængernes opbakning.
- Vi kunne ikke have sluttet sæsonen bedre. Vi vandt Finalissima (kampen mod Italien nogle dage før, red.), og i dag fik vi flere vigtige minutter i VM-forberedelsen.
- Tak til alle, som mødte op i dag og også til dem, der fulgte med hjemmefra, skriver Messi på sin officielle Instagram-profil.
Den 34-årige angriber åbnede målfesten mod Estland på et straffespark, inden han kort før pause bankede bolden op i hjørnet fra kort afstand.
Straks efter pausen dirigerede han et fladt indlæg i feltet ind med en behersket inderside, og midtvejs i halvlegen udnyttede han forvirring omkring et muligt frispark til køligt at afdrible målmanden og gøre det til 4-0.
Han afsluttede det hele på en ripost fra omkring straffesparkspletten.
Det sender ham op på 86 mål i landsholdskarrieren, hvor han 162 gange har repræsenteret Argentina.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned