Magnussen bliver femmer i Bahrains Formel 1-grandprix
Kevin Magnussen startede løbet på sjettepladsen, men endte som femmer. Foto: Scanpix/James Gasperotti
Scanpix/James Gasperotti
Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) sluttede som nummer fem i Formel 1-grandprixet i Bahrain. Vettel vandt.
Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen fortsætter med at imponere i denne sæson. Søndag blev det således til en femteplads i Bahrains grandprix i et løb, hvor han startede som nummer seks.
Sebastian Vettel (Ferrari) vandt løbet.
Løbets helt store, dramatiske højdepunkt skete i pitten, da Kimi Räikkönen (Ferrari) ramte en mekaniker og kort efter måtte udgå.
Mekanikeren blev efterfølgende kørt på hospitalet.
Episoden betød, at Magnussen avancerede til syvendepladsen, og kort efter gik to kørere foran Magnussen i pit, og så var danskeren pludselig oppe på femtepladsen, som han holdt frem til det ternede flag.
Inden løbet sagde danskeren, at han ville forsøge at holde sin position på sjettepladsen efter første sving, og det formåede han.
I indledningen udfordrede Magnussen flere gange Pierre Gasly (Toro Rosso), som lå foran.
Det resulterede i flere hårde dueller, hvor der var kontakt mellem bilerne, men franskmanden holdt danskeren bag sig.
Inden Magnussens første pitstop var han omkring halvandet sekund foran Nico Hulkenberg (Renault) på syvendepladsen. Efter begge kørere havde været i pit, var forspringet øget til næsten tre sekunder.
Der var fokus på Haas' pitstops, efter de to fadæser under Australiens grandprix, hvor begge biler udgik efter forfejlede pitstops, men denne gang gik det bedre.
Efter Magnussens andet pitstop befandt han sig bag teamkollega Romain Grosjean, som ikke havde nogen realistisk mulighed for point.
Magnussen forventede derfor, at Grosjean ville lade danskeren komme forbi uden at tabe for meget tid i kampen om point, men det gjorde Grosjean ikke.
Magnussen rasede i holdets radio og sagde "What the fuck is he doing".
Problemet løste sig selv, da Grosjean kort efter skulle i pit for anden gang.
Magnussens femteplads indbringer danskeren ti point, hvilket er Magnussens første point i denne sæson.
Det er Magnussens bedste resultat siden oktober 2014, hvor han også blev nummer fem i grandprixet i Sotji.
Samme år sluttede Magnussen på podiet i Melbourne.
Slutplaceringen som nummer fem tangerer Haas' bedste resultat nogensinde.
Magnussen var langt bedre end Grosjean, som sluttede på 15.-pladsen langt uden for pointene.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker