Magnussen efter træning: Skridt i den rigtige retning
Efter den seneste skuffelse i Shanghai gav fredagens træning løfter om et bedre resultat for McLaren og teamets danske kører Kevin Magnussen i denne weekend.
Den danske racerkører blev nummer seks i fredagens anden træning, mens han ved den første træning blev nummer syv på Circuit de Barcelona-Catalunya-banen i Spanien.
- Jeg syntes godt om banen, og raceren føles bedre, end den gjorde i Shanghai, så forhåbentlig kan vi få en bedre weekend her, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.
Teamet har ikke været tilfreds med raceren, men de seneste uger er blevet brugt til at finjustere.
- Jeg synes, at vores opgraderinger virker. De kommer ikke til at ændre verden totalt, men det er små skridt i den rigtige retning, og vi er nødt til at blive ved med at tage disse små skridt.
- Hvis det hele fungerer i weekenden, tror jeg, at vi kan kæmpe godt med i den midterste del af feltet. Det er selvfølgelig ikke der, vi ønsker at være, men det vil være et skridt fremad i forhold til Kina. Vi skal være glade for de forbedringer, vi har lavet. Alt, der flytter os fremad, er godt, siger Magnussen.
McLarens anden kører Jenson Button blev nummer syv i den anden træning, efter at han var næstbedst i den første træning.
Mercedes, der har domineret sæsonens fire første grandprix'er massivt, var igen hurtigst, og briten Lewis Hamilton havde bedste tid i begge træninger.
Det spanske grand prix i Barcelona bliver kørt søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub