Magnussen: Fantastisk at komme i top-fem på Silverstone
Hvis McLaren kan opnå en placering i top-fem, så vil det være fantastisk, men holdet er nok ikke i stand til at vinde British Grand Prix.
Sådan lyder vurderingen fra Formel 1-køreren Kevin Magnussen inden søndagens grandprix på Silverstone i England.
- Det gælder for os om at hente så mange point som muligt. Det ville være fantastisk for os, hvis vi kan klemme os ind i top-fem, siger Kevin Magnussen.
Den 21-årige dansker har prøvet at køre på Silverstone-banen flere gange tidligere - dog i mindre klasser end Formel 1.
- Det er en fed bane. Jeg har været på banen og prøvet den mange gange før. Det er en bane, jeg virkelig kan lide. Det er en god bane til at komme op i fart.
- Det ville være rart at få et godt resultat foran alle McLarens fans. Det er holdets hjemmebane-grandprix, men lad os se, hvordan det går, lyder det fra Magnussen.
Det er en evig kilde til irritation, at det endnu ikke er lykkedes McLaren at vinde et løb i denne sæson og i 2013-sæsonen, men der er små tegn på forbedringer hele tiden.
- Jeg nyder at være her. Jeg nyder selvfølgelig ikke, at vi ikke vinder. Forhåbentlig er vi på vej tilbage til toppen. Det arbejder vi på, og jeg må løbende lære og blive mere erfaren.
- I øjeblikket er vi langt fra at kunne vinde. Men vi arbejder på det. Vi er et stort hold, og vi bør komme tilbage om ikke så lang tid, siger Magnussen.
Fredag er der to træninger på Silverstone-banen, og lørdag køres kvalifikationen til søndagens prestigefyldte og berømte grandprix.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie