Magnussen kæmper forgæves mod Hamilton i sprintløb
Tre gange modtog Kevin Magnussen en tidsstraf i kampen for at holde Lewis Hamilton bag sig i sprintløbet.
Kevin Magnussen kørte over målstregen i sprintløbet i Formel 1 som nummer ti.
Men den danske Haas-kører fik undervejs 25 sekunders tidsstraf og sluttede derfor som nummer 18 og langt fra pointene, der blev uddelt til de otte bedste.
Max Verstappen i Red Bull-bilen vandt sprintløbet i Miami foran Charles Leclerc (Ferrari) og Sergio Perez (Red Bull).
Kevin Magnussen var længe placeret som nummer otte, men danskeren blev hårdt presset af Lewis Hamilton (Mercedes) lige efter sig.
Midtvejs i sprintløbet på de 19 omgange snuppede Magnussen en genvej ved at køre over en chikane, og det opfangede en utilfreds Hamilton.
- Han fik lige en fordel, han kørte igennem en chikane, lød det frustreret fra Hamilton i teamradioen.
Kort efter blev Magnussen tildelt en tidsstraf på ti sekunder for netop den episode, og det var ensbetydende med en placering langt fra pointene.
Magnussen lod dog stadig ikke Hamilton overhale, selv om danskerens chance for point var udspillet.
I stedet blev Magnussen ved med at forstyrre Hamilton og dermed beskytte sin egen holdkammerat, Nico Hülkenberg, der indtog syvendepladsen.
Hamilton beklagede sig atter over radioen og lød opgivende over hele situationen.
- Han skubbede mig af banen, brokkede Hamilton sig.
Endnu en gang blev Magnussen straffet for de ufine metoder i forsøget på at holde Hamilton bag sig. Det betød en straf mere på ti sekunder. Og Magnussen blev også tildelt en tredje straf på fem sekunder.
Magnussen og Hamiltons skærmydsler lavede en mindre trafikprop på banen, og japaneren Yuki Tsunoda udnyttede forvirringen til at passere Hamilton.
Briten lykkedes dog med at overhale japaneren og snuppe ottendepladsen til slut. Men også Hamilton blev tildelt en tidsstraf, der sendte ham ned som nummer 16.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned