Magnussen lander midt i feltet i første Japan-træning
Kevin Magnussen kan gøre sig forhåbninger om point i søndagens grandprix med 11.-bedste træningstid.
Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) satte 11.-hurtigste omgangstid af de 20 kørere i fredagens første Formel 1-træning i Japan.
Magnussen kan derfor godt gøre sig realistiske forhåbninger om at slutte i pointene i søndagens grandprix, hvilket kræver en placering i top-10.
Den 25-årige dansker nåede at køre 15 omgange på den 5,8 kilometer lange Suzuka-bane. Magnussens bedste omgangstid endte på 1 minut 31,216 sekunder.
Holdkammeraten Romain Grosjean var 1,84 sekunder hurtigere end Magnussen. Franskmanden satte niendebedste tid.
Tyske Sebastian Vettel (Ferrari) var hurtigste mand i en tid, der var godt to sekunder bedre end danskerens.
Den førende i VM-stillingen, Lewis Hamilton (Mercedes), måtte nøjes med næstbedste tid.
Det dramatiske højdepunkt i første træning stod Carlos Sainz for, da spanieren smadrede sin Toro Rosso-racer ind i barrieren.
Træningen på Suzuka-banen fortsætter fredag klokken 7 dansk tid.
Lørdag træner Formel 1-kørerne klokken 5, inden kvalifikationen skydes i gang klokken 8. Søndagens grandprix starter klokken 7.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker