Magnussen mærker forbedring trods bundplacering

Magnussen skal finde en helt anden fart i Haas-raceren, hvis han skal have point med fra søndagens løb i Australien. Foto: Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen sluttede som nummer 17 i den australske kvalifikation, men mærker fremgang i bilen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag blev ikke en mindeværdig dag for racerkøreren Kevin Magnussen, som blev nummer 17 i kvalifikationen i Australien.

Danskeren endte i Melbourne med den tredjelangsomste tid blandt de kørere, der fik registreret en omgangstid. Men efter at han også lå i den tunge ende i træningerne, mærker han fremgang.

- Vi har ikke helt haft den fart, vi havde i Bahrain og Jeddah (i Saudi-Arabien, red.). Vi lavede nogle gode ændringer på bilen, og den føles meget bedre end i træningerne. Jeg ramte bare ikke rigtigt i tidtagningen, siger han til Viaplay.

- Jeg missede min første omgang. Det var noget lort. Og da jeg skulle køre anden omgang, kom der rødt flag. Vi havde det sidste lille sidste skud efter det røde flag, men der havde vi et andet problem på motoren.

Første runde af kvalifikationen blev altså også den sidste for Haas-danskeren, der har startet sit comeback til Formel 1 med to placeringer i top-10.

Skal det også lykkes at få point ud af anstrengelserne i søndagens løb, skal han klare sig markant bedre end konkurrenterne.

Men optimismen har han ikke mistet oven på et par skuffende dage på den australske bane.

- Vi har forbedret bilen. Jeg synes godt, man kan overhale på banen, så hvis farten er der i morgen (søndag, red.), kommer vi til at rykke fremad, siger han.

Han vil ikke skyde skylden på den kvalme, han vågnede op med før fredagens to træninger.

- Jeg havde det skidt i går, men fik kørt. Måske var mine omgange ikke tiptop på grund af det, men jeg fik lært det, jeg skulle om bilen, og det har ikke gjort nogen forskel, siger Kevin Magnussen.

Efter de to første grandprixer er Magnussen på en samlet ottendeplads med 12 point, mens teamkollega Mick Schumacher fortsat har sit første point til gode.

Lørdag kunne tyskeren, der er søn af legendariske Michael Schumacher, dog glæde sig over, at han nåede til anden kvalifikationsrunde og endte som nummer 15.

/ritzau/