Magnussen ser overhalingsmuligheder efter svag kvalifikation
Kevin Magnussen ligger nummer 14 i VM-stillingen. Foto: Mike Segar/Reuters
Kevin Magnussen mærkede fin fart under kvalifikationen i Austin, men bøvlede med banens første sving.
Kevin Magnussen føler sig overbevist om, at han har farten til at forbedre sig i forhold til sin startplads som nummer 15 i søndagens Formel 1-grandprix i Austin.
Danskeren havde sat næsen op efter mere i kvalifikationen, men havde svært ved at håndtere banens første sving i sin Haas-racer. Han satser på, at både han og holdkammeraten Mick Schumacher viser sig bedre frem.
- Hvis man ser bort fra det første sving, hvor jeg tabte 0,3 sekunder, så synes jeg, at det gik godt. Det var ret uheldigt.
- I grandprixet er jeg sikker på, at vi kan vise, at vi er bedre. Det er en racerbane, hvor der er gode muligheder for at overhale, så hvis vi får fart i racerne, er jeg sikker på, at vi svarer godt igen, siger Kevin Magnussen ifølge Haas' hjemmeside.
Holdkammeraten Mick Schumacher starter som nummer 18 ud af løbets 20 kørere.
Holdchef Günther Steiner er skuffet over sine to kørere og forventer forbedring, når der står point på spil.
Haas-kørerne satte egentlig 16.- og 19.-bedste tid i kvalifikationen, men starter hver en placering længere fremme på grund af en straf til Alfa Romeos Zhou Guanyu.
- Det var ikke den kvalifikation, vi havde forventet. Vi havde forventninger om, at vi mindst skulle være med i Q2 (for de 15 hurtigste, red.).
- Jeg forventer, at vi kan være en del af midterfeltet i grandprixet. Startpladserne 18 og 15 giver i hvert fald plads til, at vi kan forbedre os, siger Steiner.
Grandprixet i Austin er sæsonens fjerdesidste. Det begynder klokken 21 søndag aften dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde