Magnussen slutter som 18'er i trist Formel 1-afslutning
Kevin Magnussen startede i bageste række og kom aldrig op i den sjove ende af feltet. Foto: Hamad I Mohammed/Ritzau Scanpix
Hamad I Mohammed/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussens sidste Formel 1-løb foregik i den tunge ende af feltet. Max Verstappen vandt i Abu Dhabi.
Kevin Magnussens Formel 1-karriere er foreløbig forbi, men nogen specielt mindeværdig afslutning fik han ikke i Abu Dhabi.
Sæsonens sidste grandprix formede sig nemlig som mange af de foregående. Haas-bilen kunne ikke følge med, og Magnussens tid i det fineste selskab sluttede med en beskeden 18.-plads.
Grandprixet blev vundet af Max Verstappen, der tog sin anden sæsonsejr i Red Bull-raceren foran de to Mercedes-kørere Valtteri Bottas og Lewis Hamilton.
Med andenpladsen i løbet sikrede Bottas sig også den samlede andenplads efter Hamilton, som for længst har vundet sit syvende Formel 1-mesterskab. Verstappen slutter som samlet treer.
Magnussen måtte nøjes med enkelt point i alt i sin sidste Formel 1-sæson, der langtfra har formet sig, som han og Haas-teamet havde håbet.
Heller ikke i søndagens løb kunne de to Haas-biler gøre sig gældende, selv om danskeren som så ofte før leverede en god start.
Magnussen var placeret i bageste startrække som straf for at have udskiftet en komponent i motoren, men kørte sig på første omgang op på 17.-pladsen.
Han blev dog snart distanceret af Sergio Perez i den hurtigere Racing Point-racer, men kort efter måtte mexicaneren udgå, og dermed havde Magnussen et problem mindre at bøvle med.
Danskeren havde dog også rigeligt at se til med at holde fart i sit køretøj, der på ny viste sig som et at feltets langsomste.
Heller ikke i den mere festlige ende af feltet var der meget drama i opgøret mellem de bedste. Max Verstappen indledte løbet i pole position og gav ikke slip på førstepladsen.
Også rækkefølgen på forfølgerne forblev den samme, som ved løbets start: Valtteri Bottas forblev foran Lewis Hamilton, og det var kun uheld, der eventuelt kunne rive løbet ud af stillingskrigen.
Men ingen sorte katte løb over vejen, så Verstappen kunne efter 55 omgange drøne over målstregen i triumf.
For Magnussen kommer næste sæson til at foregå i den amerikanske Imsa-serie, hvor han skal køre for holdet Chip Ganassi Racing.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker