Magnussen smadrer sin racer i ungarsk kvalifikation

Den danske racerkører Kevin Magnussen smadrede lørdag sin McLaren efter et uheld i den afsluttende kvalifikation til det ungarske Formel 1-grandprix i Budapest.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skete i begyndelsen af Q3, hvor de 10 sidste racere kører om startpositionerne i den tredje og sidste fase af kvalifikationen. Dermed starter han i position nummer 10 i søndagens løb, hvis hans racer ellers bliver klar.

Regnen var netop begyndt at sile ned over banen, da danskeren kørte af banen og udgik af kvalifikationen.

Magnussen havde kvalificeret sig til den sidste del af kvalifikationen, Q3, efter en 8.-plads i Q2.

Den 21-årige dansker var blevet nummer otte i lørdagens afsluttende træning, mens han kørte femte- og sjettehurtigst ved de to træninger fredag.

/ritzau/