Magnussen: Smertefuldt at få smadret min sidste kvalifikation
Kevin Magnussen havde set en mulighed for at lave en fantastisk sidste kvalifikation i Formel 1. Men sådan gik det ikke. Foto: Rula Rouhana/Reuters
Kevin Magnussen ærgrede sig over, at han fik beskadiget Haas-bilen og ødelagt sin sidste kvalifikation.
Alt er i denne weekend sidste gang for Kevin Magnussen i Formel 1, og derfor var Haas-køreren bitter over at få spoleret sin sidste kvalifikation.
Danskeren havde lørdag kørt med høj fart i den første kvalifikationsrunde, Q1, men derfra gik det hastigt ned ad bakke. I søndagens grandprix i Abu Dhabi skal han starte som nummer 14.
- Det var lidt smertefuldt, at jeg fik min sidste kvalifikation smadret på grund af en skade i bunden af bilen. Men jeg er bare nødt til at lave om på det i grandprixet, siger Magnussen til holdets hjemmeside.
I et forsøg på at undgå Lewis Hamilton kom Kevin Magnussen til at beskadige bunden af bilen. Det blev dyrt i resten af kvalifikationen.
- Vi er nødt til at have et godt løb og vinde positioner. Bilen har helt klart farten. På min første omgang i Q1 var jeg oppe som nummer tre, og jeg troede, at det ville blive en fantastisk kvalifikation.
- Men alle er hurtige, og det bliver ikke nemt, men forhåbentligt kan jeg vinde noget terræn i løbet, siger Magnussen.
Haas-teamchef Ayao Komatsu mener ikke, at Magnussen kunne have gjort meget mere på grund af skaden på bilen.
- Jeg har blandede følelser efter kvalifikationen. Farten i bilen var utrolig, jeg mener, at begge kørere viste god fart. Kevin var uheldig, da han forsøgte at komme af vejen for Hamilton og fik beskadiget bilen betydeligt.
- I Q2 var Kevins bil beskadiget så meget aerodynamisk, at han havde ikke en chance for at komme i Q3, siger Komatsu.
Søndagens grandprix køres fra klokken 14.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker