Mainz væltede sig i chancer i lørdagens Bundesliga-opgør mod Hamburger SV, men topholdet, der kom med syv sejre ud af syv mulige i bagagen, måtte se sig slået 0-1 i kampens allersidste minutter og led dermed sæsonens første nederlag.
Nederlaget betød også, at Mainz forpassede muligheden for at lave den bedste sæsonstart nogensinde i Bundesligaen.
Danske Bo Svensson, der ellers har været solidt spillende i Mainz-trøjen, blev afdriblet få minutter før slutfløjtet, og Hamburger SV's José Paolo kunne derefter skyde bolden i mål til sejren 1-0.
Begge hold havde kampen igennem stor succes med omstillingsspillet, men trods flere store chancer førte det ikke til mål i første halvleg.
Tendensen med mange store chancer fortsatte i anden halvleg. Hamburger SV's hollandske angriber Ruud van Nistelrooy fik et kvarter inde i anden halvleg listet bolden ind i Mainz-målet, men den tidligere Manchester United-angriber måtte se sit mål annulleret på grund af et for voldsomt skulderskub.
Det var herefter hjemmeholdet Mainz, der dominerede begivenhederne. Og med flere 100 procent chancer og skud på stolpen var holdet så tæt på som overhovedet muligt.
Morten "Duncan" Rasmussen blev sendt på banen de sidste 10 minutter af kampen, men det var ikke tids nok til at vise målnæsen, ligesom han gjorde i Danmarks 2-0-sejr over Cypern i den forgangne uge.
I Bundesligaens øvrige kampe vandt Werder Bremen, med landsholdsspiller Daniel Jensen på bænken, 2-1 over Freiburg, mens Schalke 04 på hjemmebane spillede 2-2 mod Stuttgart.
Bayern München, der har fået en skidt start på sæsonen, tog hjemme imod Hannover, og her fik den tyske storklub endelig lidt oprejsning, da holdet vandt 3-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet