Maksimal udfordring venter Team Sydhavsøerne

Venstrefløj hos Team Sydhavsøerne Lasse Højgaard har kunne mærke presset, da sejrene udeblev. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Team Sydhavsøerne bliver maksimalt udfordret i aften, når 1. divisions nummer tre Skive kommer til Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter otte nederlag i træk, har Team Sydhavsøerne genfundet vinderformen med to sejre i de seneste to kampe over Odder og senest Roskilde

Fire point, der har bragt afstanden ned til nedrykningsstregen op på to point før aftenens hjemmekamp mod topholdet Skive.

De mange nederlag gav bange anelser, erkender venstrefløjen Lasse Højgaard, der godt kunne mærke, at nedrykningsstregen, noget uvant, kom mere end tæt på og langt fra er noget overstået tema endnu.

- Troen på tingene har ikke været der. Men vi har stået sammen hele tiden og vidst at pointene nok skulle komme på et tidspunkt. De her to kampe vi nu har vundet, var jo kampe som vi skulle vinde, men de var været sværere, fordi vi har været ramt på selvtilliden og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg har nået at tænke skrækscenariet, at vi risikerede at rykke ned, eller at vi skulle ud i en altafgørende kamp mod Faaborg i sidste spillerunde. Der er ingen tvivl om, at vi godt har kunne mærke presset, men det er jo langt fra overstået endnu.

Havde håbet på hjælp

- Vi havde måske håbet på, at Odense kunne hjælpe os lidt ved at slå Odder i sidste spillerunde, men sådan skulle det ikke være. Det er måske også meget godt, at vi ikke hviler os efter et par sejre, for vi kan ikke nå noget opad i tabellen, så det gælder udelukkende om at holde nedrykningsstregen på afstand, konstaterer Lasse Højgaard, der glæder sig over at det lykkedes klubben i ellevte time at hente bagspilleren Rune Overlund Sørensen til klubben. I de to kampe han har spillet, der er resulteret i to sejre, er han blevet topscorer begge gange med i alt 14 scoringer.

- Det har lettet noget af presset fra de andre bagspillere, at der er kommet en mere, der er klar til at tage noget ansvar. Han er kommet med noget god energi, og har spillet virkelig godt. Også bedre end man overhovedet havde turdet håbe på, selvom jeg forinden ikke kendte ham særlig godt. Det var lige på rette tid at klubben fik hentet ham, og jeg tror også, at de ude på kontoret er rigtig glade for, at de fik hentet ham, så det kan vi kun være glade for, slår Lasse Højgaard fast.

Han glæder sig til aftenens opgør mod Skive, der ligger nummer tre i 1. division og kæmper for, at komme med i oprykningsspillet til Herreligaen.

Kan spille fri

- Som vi har spillet i år, så kan vi spille fuldstændig frit. De har været et bedre hold end os, og de taber sjældent point, men en tur til Maribo en fredag aften er langt for dem, og vi vil gøre alt for at byde dem op til dans og forsøge at skabe en overraskelse. Vi ved at vi på hjemmebane kan løfte os, og det bliver der brug for. Vi vil gøre alt for at give publikum en god oplevelse, siger Lasse Højgaard, der i gang med sin tredje sæson i Team Sydhavsøerne og har papir på en mere.

Team Sydhavsøerne må til opgøret undvære højrebacken Alexander Nielsen, der har problemer med sin skulder. Dermed er de rødblusede uden venstrehåndede bagspillere i aften.

Der er kampstart kl. 20:00 i Lollands Bank Arena.