Mål i sidste sekund annullerer Ronaldos matchvinderrolle
Cristiano Ronaldo var tæt på at ende som matchvinder søndag. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
På en udligning i sidste sekund fik Lazio på hjemmebane 1-1 mod Juventus i Serie A.
Juventus lignede længe en vinder af søndagens udekamp i Serie A, men på et mål i sidste sekund af tillægstiden fik Lazio på hjemmebane 1-1.
Som så mange gange før så Cristiano Ronaldo ud til at blive matchvinder, men Felipe Caicedo blev Lazio-helt i sidste sekvens.
Med det uafgjorte resultat ligger Juventus på femtepladsen med 13 point for 7 kampe, mens Milan fører an med 17 point efter 2-2 mod Verona søndag aften. Sassuolo har 15 point og Napoli og Roma 14.
På de næste pladser som nummer seks og syv kommer Atalanta og Inter med henholdsvis 13 og 12 point, efter at de søndag eftermiddag spillede 1-1 i Bergamo.
Lazio roder rundt i midten af rækken, men har også været plaget af coronavirus på det seneste.
Sådan var det også til søndagens kamp, hvor blandt andre målkongen Ciro Immobile var ude med den verdensplagende virus.
Set i det lys var Juventus favorit, men det var nu en ganske jævnbyrdig affære i Rom.
Efter et kvarter gik Juan Cuadrado til baglinjen, og han lagde bolden ind foran mål, hvor Ronaldo i det lille felt stemplede bolden i kassen til 1-0.
Den portugisiske stjerne har været vital i denne sæson, selv om han har været ude med coronavirus.
Han er nu oppe på seks Serie A-mål i sæsonen, hvilket kun Zlatan Ibrahimovic har gjort bedre foreløbigt med otte scoringer.
Men matchvinderrollen måtte Ronaldo sige farvel til søndag. I sidste tillægsminut brød Joaquín Correa igennem i feltet med snævre driblinger, og han fandt Felipe Caicedo, der sendte udligningen ind i det lange hjørne.
1-1 blev det altså også mellem Atalanta og Inter, der havde Christian Eriksen på bænken i hele kampen.
Inter kom foran ved Lautaro Martinez efter en lille times spil, men Aleksei Miranchuk sørgede for pointdeling med en scoring 12 minutter før tid.
Roma spillede sig samtidig på fjerdepladsen ved at vinde udekampen mod Genoa 3-1. Henrikh Mkhitaryan scorede hattrick for romerne. Lukas Lerager startede inde for Genoa og blev skiftet ud med ti minutter tilbage.
Napoli erobrede tredjepladsen ved at vinde 1-0 ude over Bologna. Den nigerianske angriber Victor Osimhen blev matchvinder midt i første halvleg.
Mod Verona kom Milan bagud 0-2, inden først et selvmål og efterfølgende en scoring dybt inde i overtiden af Zlatan Ibrahimovic sørgede for pointdeling. Simon Kjær spillede hele kampen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker