Målbonanza i Superligaen: Højeste gennemsnit i 27 år
Viborg har fordoblet holdets antal mål efter 15 runder i Superligaen i forhold til sidste sæson. Og hele 16 forskellige spillere har bidraget med de indtil videre 28 ligamål. (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Flere midterhold bidrager til det højeste målgennemsnit i Superligaen i 27 år. Det er en ganske bevidst strategi og en del af en mere generel trend i fodbold.
Ritzau RitzauMikael Blond Jensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Målene falder i en lind strøm i Superligaen.
Selv om 15. spillerunde før landskampspausen var sæsonens mest målfattige, ligger gennemsnittet for mål per kamp markant over de seneste sæsoner.
Der er således blevet scoret 15 procent flere mål sammenlignet med sidste sæson på samme tidspunkt. Målsnittet på 3,18 mål per kamp er det højeste i 27 år og det tredjehøjeste nogensinde sammenlignet med hele sæsoner.
De fleste hold har fremgang på målkontoen, men generelt scorer hverken top- eller bundhold specielt meget mere. I stedet driver især tre hold, som i sidste sæson sluttede i midterfeltet, statistikken i vejret.
Viborg, AGF og Randers har hævet deres målsnit per kamp med henholdsvis 100, 52 og 50 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år og matcher fuldt ud topholdene.
Annonce
- For os er det en markant faktor, at vi er blevet bedre på standardsituationer. Men vi skaber heldigvis også mange chancer i åbent spil, siger Viborg-træner Jakob Poulsen.
Rekruttering af de rigtige spillere og form er forklaringer på den markante fremgang, mener Jakob Poulsen. Men også en helt bevidst satsning på mere seværdig fodbold samt en generel tendens spiller ind.
Randers vil gerne underholde og lokke flere folk på stadion, mens man samtidigt gør sine offensive spillere attraktive for større klubber, fastslår cheftræner Rasmus Bertelsen. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
- Jeg havde Ove Pedersen og Viggo Jensen som trænere i min karriere. Det var meget dygtige trænere, der kiggede meget på den defensive struktur, og hvordan vi forsvarede.
- I dag er der nok en del flere trænere, der synes, det er langt mere spændende at se på, hvordan man nedbryder modstanderne og laver chancer. Det defensive er stadig vigtigt og skal trænes, men både klubber og trænere har nok skiftet lidt fokus.
I Randers har man på strategimøder lagt planer om mere offensiv fodbold. Dels for at lokke flere folk på stadion, men også i erkendelse af at man er en del af en udviklingsliga, hvor spillersalg er en stor del af forretningen.
- For os har det også handlet om at være attraktiv for dygtige spillere, som vi kan udvikle og sælge videre. Og det er altså bare nemmere at sælge og få en god pris for offensivspillere, hvis de præsterer godt, end det er at sælge spillere, der står godt i en defensiv blok, siger Randers-træner Rasmus Bertelsen.
Han fornemmer som Jakob Poulsen også en klar offensiv tendens i fodboldspillet generelt. Flere specialtrænere og fokus på individuelle færdigheder giver defensivspillerne sværere vilkår.
- Fodbold er blevet mere offensivt, og der bliver udviklet bedre og bedre løsningsmuligheder for de offensive spillere.
- Man kan ikke helt på samme måde udvikle de defensive spillere, for de reagerer jo primært i forhold til de offensive spillere, der agerer mere proaktivt.
- Det er udviklingen, og jeg håber da på fodboldspillets vegne, at det fortsætter, så det bliver sværere at forsvare, fordi der kommer flere og bedre offensive løsninger, siger Randers-træneren.
Annonce
Tendensen har vist sig flere steder i Europa. Premier League satte en markant rekord med 3,28 mål per kamp i sidste sæson, og i Bundesligaen var 3,22 mål det højeste siden 1987.
I Randers er også defensiven, pointhøsten og placeringen markant forbedret i forhold til samme tidspunkt i sidste sæson. Hos Viborg er fremgangen ikke helt så eksplosiv, da det offensive fokus har kostet lidt flere mål imod.
Den balance arbejder man på at forbedre, men en offensiv stil er den bedste vej til resultater, mener Jakob Poulsen.
- Det kan nok ikke betale sig for alle hold, for så ville det jo stikke helt af. Men folk ser i højere grad fodbold som underholdning, og vi vil gerne underholde fansene i stedet for at parkere bussen.
Seneste artikler
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mystisk nattebesøg ved byggemarked endte i håndjern
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
De første studenter springer ud: - Det er surrealistisk
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Gigant vil udvide på Falster
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød